Log in to see this item in other languages
«KRINGLEN MED ZINKLARS MONUMENT i Guldbrandsdalen»
Kongevegen med omkringliggende landskap ved Kringen i Sel kommune i Oppland. Dette er et grafisk blad som viser der vi ser vegen og omkringliggende terreng fra sør mot nord. Den nevnte vegen er sentral i bildets forgrunn. Det var en for sin tid bred veg med stabbesteiner på den sida som vendte mot elva. Vegen var åpenbart farbar med hester med hjul- eller meiedoninger. På dette bildet er en rytter…
Publisher
- Anno Norsk skogmuseum
Subject
- Veg
- Landskap
- Monument
- Minnesmerke
- Elv
- Fjell
Type of item
- Photograph
- Photograph
Publisher
- Anno Norsk skogmuseum
Subject
- Veg
- Landskap
- Monument
- Minnesmerke
- Elv
- Fjell
Type of item
- Photograph
- Photograph
Providing institution
Aggregator
Intermediate provider
- DigitaltMuseum
Rights statement for the media in this item (unless otherwise specified)
- http://creativecommons.org/licenses/by-nd/4.0/
Rights
- CC: by-nd Navngivelse-Ingen bearbeidelse
Places
- Norge
- Oppland
- Sel
Provenance
- Dette er ett av flere trykk fra dødsboet etter Inge og Ingrid Arnekleiv på Vinstra som svigersønnen syntes hadde historisk interesse, og som derfor ble skannet og registrert inn i Norsk skogmuseums samling. Dette bildet ble publisert i «Norge fremstillet i tegninger» (1848), utgitt av Christian Tønsberg (1813-1897) og med tekster av Peter Christen Asbjørnsen (1812-1885). Asbjørnsens redegjørelse for dette bildet er i stor utstrekning «lånt» fra Hans Peer Schnitler Krag (1794-1855) - jfr. fanen «Opplysninger». Asbjørnsens tekstversjon lød slik: «Kringlen. Der ligger en Klev i Gudbrandsdal, Den monne man Kringlen kalde, Der lagde de Døler sig paa Tal, Henved femhundrede Alle. De skandsede for sig og gjorde Muur, Og reiste Stener mange, De lange der som Katten paa Lur, Naar den Musen vil fange. Dølevise. Kalmarkrigen, der førtes fra Vaaren 1611 til om Vinteren 1613 mellem Christian den Fjerde og den unge Gustav Adolf, lod Gustav i Aaret 1612 fremmede Tropper hverve i Nederlandene, England og Skotland ved den svenske Oberst Munkhaven og Engelskmanden Jakon Spens. De hvervede Corpser udgjorde omtrent 2300 Mand, hvoraf 2000 vare hvervede i Skotland. Tropperne overførtes paa tvende Eskadrer. Munkhaven kommanderede den ene og den skotske Oberst Georg Sinklar eller Saint Clair den anden. Munkhaven styrede ind ad Thronhjemsfjorden og tænkte ved sine 1400 Mænd at overrumple Byen; men Borgerne toge saaledes imod ham og hans Skibe fra sine Blokhuse udenfor Byen, at han hastede til Størdalen, hvor han satte i land og drog brændende og hærjende frem til han naaede Sverrige. Nogle Uger efter kom den anden Afdeling paa to skotske Skibe under Sinklars Befaling. Begge Eskadrer styrede til Norges ubesatte Nordkyst, fordi Adgangen til den ubetydelige Deel af det svenske Rige, som da stødte til Nordsøen, var dem spærret; de Danske havde nemlig indtaget Fæstningerne Elfsborg og Gulberg, og deres Flaade havde Overmagten tilsøes. Sinklar synes at have gjort Regning paa at forene sig med de Svenske i det sydlige Norge; thi Jonas Ramus beretter at Sinklar fra Gudbrandsdalen «vilde conjugere sig med de Svenske, som stode paa Hedemarken»; i Vaage Kaldsbog hedder det – «ved Borge Kirke i Smaalenene». Han synes ogsaa at være kommen til Norge med overmodige Seiersplaner; thi efter Sagnet skal han have sagt, at han vilde støbe den norske Løve om til en Muldvarp, som ikke skulde turde krybe ud af sin Hule, og sine Folk havde han lovet, at de skulde faae den «veneste Mø og den gjæveste Gaard», naar Landet var taget. Den 19de eller 20de August, da Sinklar styrede ind ad Romsdalfjorden, fortælles der, laa Ivar Helland fra Vestnæs ude paa Fjorden og fiskede, og havde ikke nogen anden med sig i Baaden at andøve (holde Baaden stille ved Hjælp af Aarene) end sin Datter, et halvvoxent Pigebarn. Dem opsnappede Skotterne og tvang dem til at gaae ombord. Da Pigebarnet blev forskrækket og begyndte at græde, gav Skotterne hende et Sølvfingerbøl og en Sax med Sølvhaandfang og sendte hende i land. Ivar maatte blive for at lodse dem ind gjennem Fjorden til Væblungsnæsset. Da de kom til Klungnæshammeren, som siden kaldes Skottehammeren, ¼ Miil fra Væblungsnæsset, sagde han at Fartøiene ei kunde flyde længere. Paa Klungnæs boede en Mand, som hedte Peer; ham fik skotterne fat i og tvang ham til at være Veiviser. For at han ikke skulde løbe fra dem mellem Fjeldene ledede de ham ved en Snor, som blev fastbunden i Haaret paa ham. Ivar, som blev løsladt med en Belønning for sin Umage, skyndte sig til Væblungsnæsset, hvor han gjorde Allarm og lod Budstikken gaae op gjennem Dalen, medens Peer Klungnæs sinkede Skotterne ved at føre dem gjennem Ulænde to Mile tilkrogs omkring Isfjorden. Romsdølerne fik saaledes Tid at samle sig, og besluttede først at gjøre Modstand med Stok og Steen; men uden Anfører og ordentlige Vaaben kunde de intet udrette, og de fleste flygtede derfor tilfjelds med deres bedste Gods; thi foran Skotterne gik der et frygteligt Rygte om at de skjændede og lemlæstede Piger og unge Koner, brænde Gaarde og røvede Penge, Guld og Sølv. Over Enebo og Skauge trængte Skotterne ind i Gudbrandsdalen. Fra Skauge var Alle flygtede undtagen Mandens gamle Bedstemoder. Hende sloge Skotterne uhjel og afbrændte Gaarden. Paa Mærrasletten holdt de Rastdag. Peer Klungnæs, som fremdeles maatte gjøre dem Følge og vise dem Vei, syntes at Veien blev for lang, og da han for længe siden var kjed af Følget, listede hans sig fra dem ved Kjørums-Gaardene og var alt kommen et Stykke paa Hjemveien; men Skotterne hentede Peer Klungnæs igjen og tvang ham ved Hug og Slag til at blive med. Da de kom til Jora-Bro, fandt de to Veie, hvoraf den ene gik sydover og den anden østover. Peer Klungnæs sagde, at den første var den rette Vei; men Skotterne troede han vilde narre dem, hængte ham ud over Broen, dykkede ham flere Gange i Elven og truede med at han skulde blive der, hvis han ikke viste dem den rette Vei, Men Peer Klungnæs vedblev sit Udsagn og sagde: «Om jeg skal døe her, saa Gud hjælpe mig, veed jeg nogen anden Vei!» Folk, der vare flygtede til Fjelds, saae at Skotterne holdt Gjæstebud og Dands paa Kraakvolden ved Gaarden Landnam. Her «holdt de ogsaa Bededag for Rosten, Bægilskleven og den høie Bro. [Rosten er en Klev i Sells Annex, der hører til Dovre, forskjellig fra Rusten, den Vei, der fører fra Sell til Vaage, Bægilskleven ligger i Ringebo. Den høie Bro er Tromsebroen.] Imedens dette foregik, rygtedes det sydigjennem Gudbrandsdalen, at Skotterne kom dragende – Soldaterne vare ude mod Fienden i Skaane, Bahuus og ved de svenske Grændser, og der gaves ingen Andre, der kunde tage mod Skotterne, end Dalens Bønder. Da Lensmanden Lars Hage i Dovre Annex fik spurgt Skotternes Ankomst, lod han Budstikken udgaae; selv steg han ind i Dovre Kirke under Gudstjenesten, bankede tre Gange i Gulvet med sin Stav og sagde: «Giver Ly, Fienden er kommen til Landet!» Paa hans Opfordring rustede Bønderne sig og skyndte sig at drage halvanden Miil sydefter til Rosten, hvor de begyndte paa Forskandsningsværk, som de dog igjen forlode. Før de trak længer sydover afkastede de Rostebroen. Da de paa Sell stødte sammen med Bønderne fra Ringebo, slog de en Sviir af og begave sig, først da Øltønderne bleve fornaglede, sørover 1 ½ Miil til Kringlen (i Almuesproget Kringom eller Høgkringom) i Bredenbygd, hvor de besluttede at oppebie Skotterne. Det er en brat Bjergskraaning med flere Styrtninger, hvorover Veien gaaer, og ved dens Fod rinder Laagen. Terrainet er ved et Jordskred i 1789 bleven mindre brat, den smale Ridevei er bleven udvidet til en Hovedvei, og Skoven er for største Delen svunden. Før Sinklar brød op fra Sell om Morgenen, nogle Timer før Slaget ved Kriglen stod, skal han have afbrændt Krudt i sin Haand for at erfare, om Toget vilde blive lykkeligt. Da Røgen slog ind mod hans Bryst, skal han have sagt: «I Dag lider jeg Skade paa mine Folk, hvor stor den end kan blive.» I Følge med Sinklar var en «Veirløber» eller «Støver», der i Almuens Fortællinger ogsaa ofte tillægges Navn af en «Værkalv, Vildtyrk eller Tryntyrk». Han havde den Egenskab, at han «som en Jagthund kunde optage Fienden; for han tog Veir af kristent Blod.» Det Tykke af hans Been var taget bort for at han skulde løbe desto lettere. Denne blev skudt samme Morgen paa Ødegaarden. En gammel Tjenestegut vilde see hvad Fienden tog sig til, og havde skjult sig med sin «Hornkreik» (Staalbue) i en Hampeager; en anden Karl have stillet sig ved en Ovnspibe for at give Skytten Signal. Da Veirløberen havde været inde i Mælkeboden og drukket suur Mælk, foer han omkring paa Ageren og gjøede, men den sure Mælk og Hampens stærke Lugt hindrede ham i at opdage den Skjulte, der skjød ham, saa den suure Mælk sprøitede ud af ham, da han faldt til Jorden. En saadan «Vildtyrk» var ogsaa bleven skudt i Romsdalen. «Det var en Lykke for Bønderne, at disse Tryntyrker bleve skudte, for de vare farlige Speidere.» Onsdagen den 26de August marscherede Skotterne sørover med fuld Krigsmusik. Da nogle af dem hørte Børneskrig fra Fjeldene, hvor Mødrene vare flygtede hen, sagde de: «hør Troldkattene hvor de skrige; naar vi komme igjen, skal vi besøge dem.» Men Bønderne ventede dem ved Kringlen, og ovenfor Veien havde de opført svære Forskandsninger eller rettere Gildreværker af Steen og Tømmer, der holdtes i sin Stilling ved Reb, Støtter og Stivere. Det hele Baghold maskeredes ved Bar og Træer. De nedhuggede ogsaa Træer til at vælte foran og bag Fienden, for at stænge ham inde. En liden Hob Bønder lagde sig i Skjul et Stykke nordenfor og skulde, naar de fik høre Stridsalarmen, begive sig ned til Veien, for at hindre Fienden i at flygte tilbage. For i Bagholdet at skaffe sig Underretning om den skotske Hovedstyrkes Fremrykken, og for tillige at aflede dennes Opmærksomhed fra den maskerede Barrikade, havde Bønderne truffet adskillige Foranstaltninger. En af dem satte sig baglænds paa en hvid Hest, som han havde hængt et rødt Tørklæde om Halsen paa, og red saaledes paa Storøen i Laagen, udenfor Fiendens Skudvidde, i Linie med Spidsen af hans Hovedstyrke. Naar Hæren var kommen til aftalt Punkt, skulde han pludselig vende om. De mindre Dygtige af Mandskabet opstilledes ogsaa ude paa Storøen, hvorfra de gjorde et blindt Angreb paa Skotterne. Paa Sellsjordkampen, en høi Pynt paa Vestsiden af Laagen, havde der sat sig en Jente, de kaldte Pillar-Guri, som havde Ord for at blæse godt paa Stutt eller Bukkehorn, og det var sagt, art naar den største Flok af Fienden var kommen til det bestemte Sted mellem hende og Bønderne, da skulde hun «slutte» eller blæse i Hornet. Fortroppen kom marscherende uantastet forbi. Hornet lød ikke endnu, og Bønderne holdt sig rolige. Skotterne formodede Bondehæren længere foran sig; de ventede mindst noget Angreb her og vare trygge og «muntre». Snart lød Hornet fra Fjeldpynten: Skotterne standsede og lyttede til disse dybe, gribende, ildevarslende Toner, men Sinklars Musik blæste dem bort i en skotsk Marsch. Guri blæste de samme Toner, og Skotterne svarede for anden Gang. Nu begyndte Bønderne at skyde fra Øen, men Kuglerne naaede ikke frem; Skotterne loe og tog spottende sine Huer af for hver Salve. Pludselig gav Manden paa den hvide Hest Signalet, idet han vendte om og red tilbage. Latteren og Spotten forvandledes til Dødhyl og Forfærdelsesskrig; Steen- og Tømmervælterne ramlede ned i samme Øieblik, som Sinklar faldt for Berdon Sejelstads Skud; norden-, sønden- og ovenfra styrtede Bønderne over dem med Øxehug og Rifleskud. Guri blæste til Laagen blev rød af Blod, da kastede hun Stutten og gik bort og græd. I en gammel Indberetning om Slaget ved Kringlen fra den norske Statholder, Enevold Kruse til den danske Regjering hedder det: «Hvilke af dem (Skotterne) som ikke bleve skudte, haver givet sig udi Elven sig at salvere, og der bleve druknede, og hvilke af dem levende over Elven kom, bleve dog af Bønderne paa samme Side strax ihjelslagne.» Efter Folkets Fortælling omkom ogsaa Sinklars Kone tilligemed hendes nyføte Barn i Slaget. A de andre droge ud, have Kjæresten til Kjeld Fjerdingroen af Hedalen overtalt ham til at blive hjemme; men da hun fik høre, at Sinklars Kone var med, bad hun ham inderlig at gaae med. «Ikke skal du faae mig Kjeld», sagde hun, «før du har reddet Barnet.» Men Kjeld kom for seent. Ude af sig selv sad Fru Sinklar paa Hesten og tørrede Bloet af Barnet som var dræbt af en Kugle, og da Kjeld nærmede sig stødte hun en Flus (en Dolk) i Brystet paa ham. En af Kjelds Følge skjød derpaa Fruen af Hesten, og siden saae de hendes Lig drive i Laagen. Efter en anden Fortælling styrtedes hun af Bønderne, som holt hende for en Hex, i Laagen; men hun sad paa Strømmen og tørrede Blodet af sit Barn, og den bar hende et langt Stykke førend hun omkom. Da Barnet blev dræbt, istemte hun en gruelig Sang. Efter andre Fortællinger var hun blandt de Fangne og beholdt Livet. Dette anføres ogsaa i Vaage Kaldsbog. Da Slaget var forbi, satte Bønderne efter Fortroppen og hentede den igjen ved Solhjem. Da Bønderne kom stormene med Raabet: «Her ere Flere», og Skotterne saae Døden for sig, sendte de Tolken frem og sagde, at de vilde give sig. De nedlagde sine Vaaben, men da de saae, at der ikke var saa mange af Bønderne, som de havde tænkt, toge de Vaabnerne op igjen og vilde slaae sig igjennem; men nu bleve de skudte, nedhugne eller fangne. Veiviseren Peer Klungnæs var blandt Fortroppen og havde nær faaet samme Ende, men han gav sig til at storskrige: «Jeg er Peer Klungnæs, jeg er jo Peer Klungnæs, jeg er af jeres Folk!» Dagen efter begik Bønderne en blodig Ugjerning, som Dalens Beboere omtale med Afsky og ønske ugjort. «De fornemste af dem, som vare der tilstæde» vilde, at de Fangne som de havde indestængt i en Lade paa Gaarden Klamstad, skulde føres til Agershuus, men Hoben raabte at de Alle skulle lade Livet, tog dem ud og skød dem Mand for Mand paa 18 eller nogle flere nær. Fem eller sex, «som Skuddene formedelst Troldomskunst ikke vilde bide paa», bleve ihjelstukne med Spyd. Statholder Kruse skriver om de Fangne: «Mens den Dag slaget stod, blev der fangen 134 Skotter, hvilke de strax om anden Dagen ihjelslog og skjød, undtagen 18, sigende til hverandre at Kongl. Maj. havde nok at føde udi samme atten, dog en Part af dem vare saarede og en Part af dem havde Kuglerne i Livet, der de hid (til Akershuus) ankom, af hvilke forskrevne 18 Soldater vi nu nedskikke de trende fremste, som er en Capitaine ved Navn Alex. Ramsy (Ramsey) og hans Lieutenant ved Navn Jacob Mannerpange, hvilken tilforne haver været baade udi Danmark og Sverig, og paa dette deres Tog haver ladet sig bruge for en Tolk; en tredie hedder Herrich Brysz, hvilken skal have ladet sig bruge efter hans Beretning for en Krigsmand, baade udi Holland, Spanien og Ungarn. Hvad de øvrige 15 Personer anlanger haver en Part strax taget Tjeneste hos godt Folk, her udi Landet, en Part haver jeg strax nedskikket til Elfsborg, hvilke godvillige ville begive sig til Kgl. Maj. under Jørgen Lunges Regiment.» Sinklars Lig blev ført til Kvam og begravet udenfor Kirkegaarden; thi Bønderne vilde ikke at hun skulde ligge i viet Jord. En simpel Træstøtte, et Stykke syd for Kirken viser endnu, hvor han ligget begraven. Til Støtten er fæstet en Tavle med følgende Indskrift: «Epitaphium: Herunder hviler Hr. Oberst Jørgen Zinklar, som faldt i Kringlen, i Aaret 1612 med et Antal af 900 Skotter, som blev er knust som Lerpotter af et mindre Antal af 300 Bønder af Lessø, Vaage og Froen, Bøndernes Anfører et var Berdon Segelstad af Ringeboe.» Ogsaa paa det Sted, hvor Sinklar og Skotterne faldt, reistes et Minde. Istedetfor en Steenstøtte, som efter Slanges Christian den Fjeres Historie skal have havt en Indskrift: «Her blev Oberste Georg Sinklar skudt den 26de Augusti Anno 1612», blev en nærværende Støtte opreist i Aaret 1733, i Anledning Christian en Sjettes Reise til Trondhjem. [Efter Fayes «Norske Folkesagn», Andet Oplag, og «Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringlen den 26de August 1612 og udgivne i Forbindelse med hvad Historien beretter om enne Tildragelse (Af Provst Krag). Christiania 1838.) Vort Billede fremstiller det simple Minde, et Trækors hvorpaa er anbragt en Tavle med en versificeret Indskrift, om denne Begivenhed. Det staaer øverst i Bakken ved Veien. Hængebirkene, der hele Vaage opigjennem i overordentlig Fylde udvikle sit fine gjennemsigtige Løvværk, hænge sine svævende Slyngninger udover Mindet og over disse Skrænter og Slyngninger, som «Laugen skynder sig forbi». Til Venstre høit over Storøen og Begyndelsen af Selsslætternes grønne Flader hæver Fjeldet sig mørkt og truende med Kløfter og steile Vægge. Det er Sellsjordkampen, fra hvis Høider Guri udsendte sine varslende Horntoner. Landskabets Baggrund indtages af Formokampen, der med sit Hoved nærmer sig den alpinske Region.»
Source
- Anno Norsk skogmuseum
Identifier
- SJF-F.013401
- 0210111391523
- https://digitaltmuseum.org/0210111391523
- #0210111391523
Language
- no
- nor
Providing country
- Norway
Collection name
First time published on Europeana
- 2022-02-08T09:24:58.908Z
Last time updated from providing institution
- 2022-02-08T09:24:58.908Z