Tysklands genforening

Natten mellem den 9. og 10. november 1989 blev Berlinmuren åbnet uden nogen instrukser eller planlægning, mens det kommunistiske regime i Østtyskland (DDR) mistede grebet om magten. Den Kolde Krig sang på sidste vers, og et nyt kapitel i Europas historie var ved at begynde. En måned senere blev den frie bevægelighed mellem de to Tysklande endeligt fastslået med åbningen af Brandenburger Tor. Og den 3. oktober 1990 var genforeningen af Tyskland en realitet. Den europæiske integration befandt sig ved en skillevej.

Over for disse politiske omvæltninger, og til trods for det hurtige begivenhedsforløb, trådte Europa-Parlamentet i karakter, ikke mindst for at præge debatten. Gennem mange måneder stillede Parlamentet sin talerstol til rådighed for de europæiske ledere, der var i færd med at bane vejen for den tyske genforening. MEP'erne var bevidste om de politiske, økonomiske og institutionelle implikationer, som dette historiske øjeblik ville få for de Europæiske Fællesskaber, og gav deres opbakning til den tyske genforening. De udtrykte i denne henseende gentagne gange støtte til demokratiseringen og respekten for menneskerettighederne i Central- og Østeuropa.